Dikt
Henrik Ibsens skrifter 2009
© Henrik Ibsens skrifter
Edering
Christian Janss (ansv.), Stine Brenna Taugbøl, Ellen Nessheim Wiger
Innsamling av materiale
Ståle Dingstad, Sverre Ingstad, Aina Nøding, Mette Witting
Kollasjonering og koding
Gry Berg, Aasta Marie Bjorvand Bjørkøy, Nina Marie Evensen, Ingrid Falkenberg, Helene Grønlien, Åshild Haugsland, Ingunn Ims, Kari Kinn, Inger Marie Kjølstadmyr, Sigrid Larsson, Margit Sauar, Henninge Margrethe Solberg, Eivor Finset Spilling, Stine Brenna Taugbøl, Ellen Nessheim Wiger, Gunnhild Wiggen, Mette Witting, Asbjørn Aarseth, Ingvald Aarstein
Kommentering
Vigdis Ystad (ansv.), Asbjørn Aarseth (ansv.), Thoralf Berg, Jørgen Fafner, Narve Fulsås, Karl Gervin, Nils Grinde, Dag Gundersen, Jan Ragnar Hagland, Arnbjørn Jakobsen, Egil Kraggerud, Kristoffer Kruken, Else Mundal, Erik Mørstad, Øyvind Norheim, Aina Nøding, Kristian Smidt, Olav Solberg, Stine Brenna Taugbøl, Per Øhrgaard, Maria Alnæs (manusred.), Aasta Marie Bjorvand Bjørkøy (manusred.), Gaute M. Sortland (manusred.)
En
Løverdagsaften i Hardanger
| a | | Det er en Løerdagsaften luun og lind | |
| B | | Med dæmpet Bjeldeklang og lange Skygger, | |
| a | | Med blaaligt Taageslør om Aasens Tind | |
| B | | Hvor Gjøg og Maaltrost komfortabelt bygger, | |
| B | 5 | Imedens Skjæren ufortrødent tygger | |
| a | |
Sin gamle Vise med fornøiet Sind, | |
| C | |
Og hvor et Eghorn i sin travle Færden | |
| C | | Gjør Bukkespring og leer ad hele Verden. | |
| | | |
| A | | Det er det vakkre smilende Hardanger, | |
| b | 10 | Som ligger der i al sin Herlighed, | |
| A | | Hvor Fjorden i sin Sølverkaabe pranger! | |
| b | | Snart vugger den sig ved den dunkle Bred, | |
| b | | Snart koketterende den dølges ved | |
| A | | De trinde Øer og de grønne Tanger, | |
| C | 15 | Retsom et Pigebarn paa Tiaarsdagen, | |
| C | | Naar hun begynder at faae Greb paa Sagen. | |
| | | |
| a | | Dernede skimte vi en Bondegaard, | |
| B | | Et Fiskegarn er ophængt langs med Væggen, | |
| a | | Paa Gavlen sidder Puus, dens Øie naar | |
| B | 20 | Begjærligt Skjæreredet hist i Hæggen, | |
| a | | Dog, troligt paa sin Post den Gamle staar | |
| B | | Skjønt i Befippelse og høist forlegen,
| |
| C | | Thi just idag har sine Smaa den jaget | |
| C | | For første Gang fra Reden hen paa Taget. | |
| | | |
| a | 25 | Paa Tunet er der Liv og Lystighed, | |
| B | | Der klinger Felen under Skjemt og Latter; | |
| B | | Ved smekkre Midje Dandseren omfatter | |
| a | | Den vakre Pige med de lette Fjed, | |
| B | |
Han slipper hende, svinger hende atter | |
| a | 30 | Og skrider derpaa gravitetisk ned, | |
| C | | Saa op igjen, – nu gjør han Hallingkastet, | |
| C | | Au! det gik galt! – Han har sig vist forhastet! | |
| | | |
| a | | Og hvilken broget Vrimmel er ei her! | |
| B | | Det er en Balsalscene i det Mindre; | |
| a | 35 |
Her seer man Kinder jo i Rosenskjær | |
| B | | Og Pigeøine, som forsvarlig tindre, | |
| B | | Her gives Haandtryk, som kan Elskov lindre, | |
| a | | Hvis ikke altfor fordringsfuld den er, | |
| C | | Ja, Kabinetter, hvor der vexles Blikke | |
| C | 40 | Og meget Mere – savnes heller ikke! | |
| | | |
| a | | Thi Skoven hvælver sig saa taus og tæt, | |
| B | | Paa Mosset er det jo saa blødt at hvile; | |
| a | | Did søges, naar man er af Dandsen træt, | |
| B | | De Gamle see det, og poliskt de smile; | |
| B | 45 | Men deres Spas og Skjemtens skarpe Pile | |
| a | | Naae ikke gjennem Løvets grønne Net. | |
| C | | Derude offres generelt til Glæden, | |
| C | | Herinde specielt til Kjærligheden. | |
| | | |
| A | | Nu tier Felen og i tætte Klynger | |
| b | 50 | Man sidder sammen i det friske Græs. | |
| A | | Hør! Det er Omgangsskrædderen, som synger! | |
| b | | Han er en Mand nær under de Halvtreds, | |
| b | |
Hans Smiil er venligt og hans Blik tilfreds, –
| |
| A | | Dog siges, at en lønlig Sorg ham tynger; | |
| C | 55 | Men Faa kun veed om det er Døgnets Plage, | |
| C | |
Hvad heller Minder fra de gamle Dage. | |
| | | |
| a | | I Bygden vandrer han fra Gaard til Gaard | |
| B | | Med Persejern i Haand og Sax i Lommen, | |
| B | |
Og hvor han kommer, er han høist velkommen;
| |
| a | 60 | Thi strax paa Glid han Lystigheden faar, | |
| a | | Dog først maa skjænkes ham en Velkomsttaar, | |
| B | | Da staar han som en Skjald fra Hedendommen | |
| C | | Og mæler dunkle Frasagn, blandet sammen | |
| C | | Med Bygdens Nyt og alskens Spøg og Gammen. | |
| | | |
| A | 65 |
For Sognets Karle er han tit til Latter, | |
| b | | Af dem han døier mangen bitter Spot; | |
| b | | Men dertil smiler han godmodigt blot, | |
| A | | Og hvor han slap begynder han da atter, | |
| b | | Han synger vakkert og fortæller godt, | |
| A | 70 | Dog stundom Meningen man ikke fatter; | |
| C | | Thi hans Fortælling er et Hav, hvis Bølger | |
| C | | I dunkle Grund en Gaadeverden dølger. | |
| | | |
| A | | Saa sidder han paa Tunet ret fornøiet, | |
| b | | De vakre Gjenter flokke sig om ham; | |
| A | 75 | Han seer dem blidt og venligt ind i Øiet, | |
| b | | Men Skolemesteren, hvis lærde Kram | |
| A | | Man alt har glemt, før det var halvt fordøiet, | |
| b | | Sig nærmer Spillemanden, lumsk og gram. | |
| C | |
Han hvisker: «Stop dog Munden paa ham, Thore! | |
| C | 80 | At og vi Andre komme kan tilorde!»
| |
| | | |
| a | | Da reiser Spillemanden sig i Hast, | |
| B | | Imedens Blodet til hans Kinder stiger, | |
| a | | Det Smiil er haanligt og det Blik er hvast, | |
| B | | Hvormed han skotter til de tause Piger, – | |
| a | 85 | Han sender Skrædderen et Øiekast | |
| B | | Af skinsyg Harme fuldt, idet han siger: | |
| C | | «Vogt jer for Skrædderen og for hans Kvæde, | |
| C | | Det har han hørt fra Elvens Bund hernede!» | |
| | | |
| a | |
Da tier Sangen og den muntre Leg, – | |
| B | 90 | Fra Pigens friske Læbe svinder Smilet, | |
| B | | Og Thore Spillemand, som overilet | |
| a | |
Henkasted Ordet, staar der taus og bleg; | |
| a | | Thi rank staar Skrædderen som Skovens Eg, | |
| B | | (Endskjønt hans Holdning nys var høist fortvivlet;)
| |
| C | 95 | Hans Bringe svulmer og hans Øie brænder, | |
| C | | Mod Panden knuger han de kolde Hænder. | |
| | | |
| A | | «Det har jeg hørt fra Elvens Bund dernede!» | |
| b | | Saa hvisker han med neppe hørlig Røst, | |
| b | | Imedens Haaret flagrer vildt og løst, | |
| A | 100 | Og Kinden blusser høit i Feberhede. | |
| A | | «O ja! Nu mindes jeg det dybe Kvæde, | |
| b | | Hvis dumpe Gjenklang længst har fyldt mit Bryst!»
| |
| C | | – Da lytte Alle veemodsfuldt tilsinde; | |
| C | | Hans Ord henvifte svagt som Vaarens Vinde: | |
| | | |
(Slutning)
| a | | Saa talte han; – nu døer Stemmen hen, | |
| B | | Og atter staaer han der med blege Kinder, | |
| B | |
Han hvisker med de vemodsfulde Minder, | |
| a | 40 | Som efter lang Tid gjæste ham igjen, | |
| a | |
Mens Thore Spillemand, hans Ungdomsven, | |
| B | | Med Skolemesteren i Hast forsvinder; | |
| C | | De Andre sidde tyst og tænke efter | |
| C | | De gamle Eventyr om Sangens Kræfter. | |
| | | |
| A | 45 | Ned skinner Maanen gjennem Skovens Grene, | |
| b | | Paa Tunet kaster den sit blege Skjær, | |
| b | | En dæmpet Susen hvisker fjern og nær | |
| A | | Henover Nattens halvt tilslørte Scene; | |
| b | | En rask Ledsager vælger sig enhver | |
| A | 50 | Af Pigerne, der ei tør gaa alene; | |
| C | | Eet Par mod Vester gaaer og Eet mod Øster, | |
| C | | Saa godt som mueligt man hinanden trøster. | |
| | | |
| a | | Bort gaaer og Skrædderen, og aldrig sang | |
| B | | Han sine underlige Sange siden, | |
| a | 55 | Han vandrer Aar for Aar sin vante Gang; | |
| B | | Som Alt i Verden ældes han med Tiden, | |
| B | | Men mangen Unggut kan fra han var liden | |
| a | | Af Visen nynne et Slags Efterklang, | |
| C | |
Og altid nævnes som en dygtig Sanger | |
| C | 60 | Den gamle Omgangsskrædder i Hardanger! | |
| | | |
